Skulpturens åbne rum

Af Helene Nyborg Bay

Et fremmed objekt

Skulpturen har sit eget univers, der på sin vis altid starter og slutter med sig selv. Set fra et fænomenologisk synspunkt vil man som beskuer altid forholde sig til skulpturens fysiske tilstedeværelse, da den er en urokkelig realitet. Ved at betragte en skulptur kan man med andre ord få følelsen af at stå udenfor noget i rummet, der står overfor ens egen krop: En tilstedeværelse af et fremmed objekt, som ofte stiller flere spørgsmål end svar.

Skulpturens indre spænding

Der er en enorm energi tilstede i Bjørn Poulsens skulpturer, som ofte kan sammenlignes med spændte muskler i en krop. Her tænker jeg især på nogle af hans tidligere værker, eksempelvis Rivaler, Limbo, Hob og Navigator, som er skabt af gummi, plastic, skruer, akryl og stål. På forunderlig vis kommer værkerne til at fremstå som en slags ready-mades, der ikke er præfabrikerede, men hvis mange dele indgår i en moderne og ny sammensat helhed.

I mange af disse skulpturer hersker en iboende spænding, som ser ud til at holde på en enorm energi. Skulpturens masse – om det er plastic, akryl, stål eller andet materiale – fortæller i Poulsens formgivning om sprængfarlige kontroversielle sammensætninger og moduler, der udfolder sig i rum. Som objekter fra det ydre rum, der pludselig dukker op i vores umiddelbare nærhed og får os til at stille spørgsmål om hvad vi ser, og hvor det stammer fra.

Et af de seneste eksempler er Poulsens udsmykning til Struer Statsgymnasium, hvor en 35 meter lang metalskulptur borer sig igennem seks nicher i gymnasiets festsal. Rummet indtages af det fremmede objekt, der penetrerer fagene i væggen som et langt bor, der sikkert skyder sig vej frem gennem de røde mursten. Med sig har denne mægtige skulptur et væld af referencer fra forbruger- og science-fiction kulturen, som hentyder til det moderne samfund, vi befinder os i. Sådan viderefører Poulsen klassiske skulpturelle former mod en nutidig æstetik, hvor computerspil og film samt forbrugerismens billige fabrikater fra SILVAN og IKEA forenes.

Mod et narrativt billedsprog

I sine seneste skulpturer bevæger Poulsen sig hen imod et mere narrativt billedsprog, hvor man kan afkode direkte referencer til genkendelige objekter. Den ”kropsrelaterede ekspressivitet”, som lektor i moderne kultur Anne Ring Petersen omtaler Poulsens skulpturer i sin tekst Brudte helheder afløses af et mere fortællende univers. Det er som om Poulsen hjælper os med at løse koden i sine værker ved at indlægge spor i form af billeder og afstøbninger af kendte emner.

Med udstillingen Relief går Poulsen ikke alene mod et mere narrativt billedsprog; han eksperimenterer også med værkernes form i kraft af relieffet. Selv kalder han relieffet for et ”urent medie”. Måske fordi det ikke som skulpturen står isoleret i rummet, eller som maleriet hænger fladt på væggen. I stedet indtager det en mellemrolle som et tredimensionelt værk, der bevæger sig ud fra væggen. Relieffets konkrete form og illisionistiske billedrum danner en særlig ramme, som på én gang er skulpturel, men som man i højere grad end hos skulpturen, kan træde ind i.

Poulsen har altid selv været fascineret af ”billeder som skaber rum” , som man eksempelvis ser det i Edvard Munchs malerier. Historier, stemninger og landskaber træder her tydeligt frem, så det er nemt for beskueren at relatere til motivernes indhold og bagrund. Her åbnes et rum, som inviterer beskueren til dialog og gør det muligt at projicere sig selv ind i det.

Relieffets rum

Formen er dog altid af afgørende betydning hos Poulsen. Det ses i udstillingens serie af gipsrelieffer, som fremhæver formernes karaktér med sine kølige hvide nuancer. Relieffernes motivverden leder tankerne tilbage til den tidlige modernisme med Kasimir Malewitsch og Fernand Legér, der forener det moderne og klassicismen.

I et relief ses en rund opstigende sol med ikonografiske stråler omkring. I venstre forgrund er et ansigt med hat, som minder om Legérs dansende figurer fra Ballet Mécanique. En vej deler billedet i to, men det samles igen af himlen øverst. Værket forener menneske, kultur og natur i en enkel og skarp komposition, som kun antyder elementerne, og derved gør dem endnu skarpere.

Motiverne afkodes kun langsomt gennem materialets overflade, dybde og tyngde. Gipsens sarte lyse farve og lethed har en særlig aura af et på én gang tidløst og forgængeligt materiale. Man fristes til at røre ved overfladen og gå på opdagelse i afstøbningens facetter, som uddyber motivet med små afgrunde og ophobninger i dets eget landskab.

Kroppens særlige betydning

Med til udstillingen hører en serie af tolv jerngitre opstillet omkring et stort fladt monument liggende på gulvet, som det er muligt at betræde, som hvis det var en nedsænket gravsten i en kirke. Poulsen har skabt værkerne specielt til Østfløjen på Kunsthal Brænderigården Viborg, som hermed danner ramme om et nyt greb i kunstnerens virke. I denne totalinstallation, som også omfatter to oprejste mandshøje monumenter, er det muligt at træde ind på skulpturens scene. Ved at passere gitrene og betræde monumentet i gulvet deltager man i skulpturens scenografi og lader krop og skulptur interagere. Poulsen gør med andre ord op med skulpturen som et isoleret værk og lader dens indre spænding udløse sig i relieffernes motiviske tiltag.

Gitrene står sammen tre og tre og danner dermed en serie af billeder, som ikke umiddelbart har en nær tilknytning. I stedet er der tale om motiver, som formmæssigt er tæt forbundet i deres enkle konstruktivistiske stil. Bl.a. ses en solopgang i en skov af træstammer og en mandekrop i regnvejr. Det poetiske og stemningsfulde i motiverne i form af naturens skønhed samt den faldende regn og kroppens afledte tilstand af melankoli skaber rum til refleksion og historier.

Poulsen bruger i sine nyeste værker modernismens enkle formsprog til at fortælle en større historie, hvor han trækker på referencer til bl.a. kroppen og naturen. Historiske og politiske hentydninger findes også i nogle af værkerne, men det er rummet, som formes i motivet og ikke budskabet, der er det vigtige. Budskabet er som værkerne åbent, og motivet optræder som udgangspunkt for den fortælling, der skabes af betragteren.

Poulsen muliggør med udstillingen Relief etableringen af et rum, hvor skulpturen ikke opleves som et fremmed objekt, men er medskaber af en ramme, som beskueren kan træde ind på et fysisk og mentalt plan. Idéen om skulpturen som en isoleret muskel eller energiladet kerne i rummet, er afløst af en invitation til at deltage i motivets univers. Alting begynder og slutter ikke længere med skulpturen selv, men den åbner sig op imod en større historie skabt i fælleskab mellem skulptur og betragter.

Anne Ring Petersen: Brudte helheder, 2002
Citat: samtale med kunstneren, november 2012